Levende Visdom
Kilder til læren
Center for Levende Visdom
har især sine rødder i den gren af den esoteriske lære, der kom til udtryk gennem H. P. Blavatsky og senere gennem teosoffer som Annie Besant, Charles Leadbeater og Geoffrey Hodson. Læren blev videreudviklet gennem esoterikere som Alice Ann Bailey, Helena Roerich og Lucille Cedercrans, og den er i fortsat udfoldelse gennem talrige esoteriske grupper og bevægelser i verden. Mange vigtige bidragsydere til visdommen i nyere tid er værd at nævne, og prominente navne som Rudolf Steiner, Martinus Thomsen, Grace Cooke, Harvey Spencer Lewis, Hazrat Inayat Khan, Beinsa Douno, Peter Dawkins, Peter & Eileen Caddy, Omraam Mikhael Aivanhov, Torkom Saraydarian (Aquarian Educational Group) og Ekkirala Krishnamacharya er kun eksempler på, hvor vidt forgrenet det esoteriske arbejde er i dag. Listen af nævneværdige navne er meget længere.Center for Levende Visdom
værdsætter disse, såvel som beslægtede, spirituelle undervisere, der ikke kaldes esoteriske, såsom Ramana Maharshi, Sri Aurobindo og Vivekananda fra Østen og Roberto Assagioli og Ken Wilber i den vestlige verden.Her vil vi fremhæve nogle udvalgte repræsentanter for den moderne, esoteriske linje, som
Center for Levende Visdom
er et udtryk for. De korte biografier bringes i kronologisk orden efter fødselsåret.Helena Petrovna Blavatsky (1831-1891)
H. P. Blavatsky blev født i Ekaterinoslav i det nuværende Ukraine. Hun var af russisk adelsslægt - forældrenes slægter var Rotternstern Hahn og Dolgorukov - og voksede op under omskiftelige forhold på grund af hendes fars skiftende arbejdsopgaver. Allerede som barn udviste Helena sin kraftfulde, viljestærke natur. En af hendes yndlingsbeskæftigelser var at ride på kosakheste uden sadel. Hun var samtidig udstyret med en udpræget videbegærlighed, en usædvanlig sensitivitet og medfødte psykiske evner, hvilket gjorde hende til en usædvanlig karakter.
Efter et kort ægteskab i 1848 med general N. V. Blavatsky, viceguvernør i Erivanprovinsen, rejste hun til udlandet og besøgte i de følgende år det meste af verden for at studere åndelige traditioner, mystiske fænomener og okkult viden. Hendes omfattende rejser førte hende til lande som Egypten, Grækenland, Syrien, Afrika, Indien, Burma, Thailand, Kina, Kaukasien, Georgien, Canada, USA, Mexico og Sydamerika, ligesom hun besøgte adskillige europæiske lande. Overalt indsamlede hun en nærmest encyklopædisk viden om kulturer, lande, historie og ikke mindst åndelige og psykiske emner af enhver art. Det blev især muligt gennem de talrige ophold hun foretog i åndelige samfund, blandt minoriteter og subkulturer i forskellige lande. Et eksempel herpå er druserne, som hun blev accepteret af. Hun lærte adskillige sprog, og kombineret med et litterært og kunstnerisk talent som tegner og pianist, gav det hende mange muligheder for at få adgang til viden.
Det blev især gentagne og lange ophold i Tibet, der fik afgørende betydning for hendes arbejde og fremtidige mission. Her modtog hun undervisning fra flere mahatmaer (oplyste sjæle eller vismænd), foruden sin egen mester, som hun clairvoyant og clairaudient havde været i kontakt med siden sin barndom.
Efter sin ankomst til New York i juli 1973 var hun udelukkende optaget af at realisere visionen om dannelse af et teosofisk samfund. Her blev hun genstand for megen opmærksomhed og virkede som en magnet på intellektuelle. Det var derfor ikke vanskeligt at skabe interesse for den teosofiske sag. For ikke alene var hun en højst usædvanlig russisk kvinde, men hun havde desuden erklærede psykiske evner, hvilket hun aldrig lagde skjul på. Efter mødet med Henry Steel Olcott og en kreds af interesserede mennesker, kunne hun således efter nogle få indledende møder medvirke til at grundlægge Det Teosofiske Samfund den 17. november 1875 i New York.
Hendes hovedværker er Isis Unveiled (Den utilslørede Isis) fra 1877 og The Secret Doctrine (Den Hemmelige Lære), der udkom i 1888. Den Hemmelige Lære er et umådeligt omfattende værk, der behandler makro- og mikrokosmos under overskrifterne kosmogenese og antropogenese. Her gives det hidtil mest omfattende okkulte perspektiv på de skabende kræfter i kosmos, evolutionen og menneskets lange tilblivelsesproces. Værket er fyldt med aktuelle kommentarer til Blavatskys samtid og de førende forskere indenfor en række forskellige fagområder. Undervejs refererer hun til 1147 centrale værker, hvoraf adskillige var nærmest utilgængelige og spredt rundt om på verdens mere eller mindre lukkede biblioteker. Den Hemmelige Lære betragtes stadig som den moderne okkultismes ubestridte hovedværk. Hendes samlede litterære produktion var umådelig stor og udgivelsen af de samlede værker fylder atten tykke bind.
Blavatsky er vanskelig at karakterisere med få ord, men sagt i al korthed, formåede hun gennem en næsten overmenneskelig indsats at så de frø og sprede de impulser, som satte den teosofiske lavine i bevægelse, en lavine, der har været i bevægelse siden da. Blavatsky var en fremskreden discipel og en repræsentant for det åndelige hierarki, der ikke veg tilbage for selv den mest krasse modstand og fjendtlighed. Midt i den vestlige civilisations sladder, smålighed og materialisme slog hun en tone an, som i realiteten fremkaldte en åndelig kædereaktion blandt mange tusinde mennesker verden over.
Det helt specielle, der kendetegner hendes arbejde, er vel nok den kendsgerning at hun gennem sin åndelige træning under vejledning af mesteren, opnåede at mestre højpsykiske evner på et meget avanceret niveau. Selv betragtede hun dem som ubetydelige biprodukter af den egentlige åndelige forvandlingsproces. Ikke desto mindre muliggjorde de at hun i realiteten kunne "træde til side" og lade flere af mahatmaerne eller mestrene skrive gennem hende. Store dele af Den Hemmelige Lære er ikke H.P.B.s eget produkt, men direkte formidling fra mahatmaerne, hvilket understreger værkets epokegørende betydning og til dels forklarer dets umådeligt sammensatte og svært tilgængelige karakter. H.P.B. døde i 1891 og overlod Det Teosofiske Samfund til sine efterfølgere. (Anbefalet biografi: Sylvia Cranston: H. P. B. - The Extraordinary Life and Influence of Helena Blavatsky, Founder of the Modern Theosophical Movement, G. P. Putnam´s Sons, New York, 1993. ISBN: 0-87477-688-0.)
Annie Besant (1847-1933)
Annie Besant - født Wood - blev født i England den 1. oktober 1847 i London af forældre med irsk afstamning. Hun står som en af den moderne teosofis betydeligste frontfigurer og var samfundets anden internationale præsident i perioden fra 1907 til sin død i 1933. Som ung blev hun gift med en anglikansk præst. En voksende indre konflikt i forholdet til den herskende kristendom tvang hende ud i en skilsmisse og hun mistede forældreretten til sine to små børn. I en periode kæmpede hun sig gennem krisen ved at tage tilflugt til studier på universitetet, hvor hun tog grader i kemi, botanik, matematik, fysiologi og almen fysik. Hun erhvervede sig hermed retten til at bære doktortitlen.
Annie Besant blev inden længe kendt som en brændende politisk idealist, en intellektuel fritænker, som lagde vægt på både at være socialist og ateist, da hun ikke kunne se nogen sammenhæng mellem kristendommens retfærdige Gudfader og en verden i dyb elendighed. Som fremtrædende socialist blev hun strejkeleder og organiserede "The Match Girls", de unge piger, der arbejdede på tændstikfabrikkerne. Hun blev en glødende kvindeforkæmper og var samtidig en værdsat freelance-journalist og medlem af The Fabian Society.
Hun blev hurtigt kendt som en blændende taler, et enestående oratorisk talent, der formåede at gøre sin tale til "velklingende musik". Dette kom både til udtryk i hendes socialistiske periode og senere, hvor hun som ledende teosof ofte talte til flere tusinder ad gangen.
Som 42årig fik hun i 1889 til opgave at anmelde Blavatskys Den Hemmelige Lære. Hun læste det store værk i ét stræk og blev fuldstændigt opslugt af det panorama, der udfoldede sig for hendes indre. Hun opsøgte derfor hurtigt H.P.B. og anmodede om at måtte blive hendes elev. Så voldsom var den indre revolution, som læsningen af Den Hemmelige Lære havde forårsaget. Socialisten, kvindeforkæmperen, samfundsrevseren og den svorne ateist Annie Besant, var i ét nu blevet revet ud af sin vante sammenhæng og stod ansigt til ansigt med et verdensbillede og menneskesyn, som syntes at opfylde alle hendes længsler og behov for erkendelse. I teosofien fandt hun alle de svar og perspektiver, som hun havde manglet i tomrummet mellem socialismens gudsforladthed og den blinde teologis verdensforladthed. Teosofien formåede at frembringe den nødvendige forsoning mellem videnskab og religion og skabe en syntese, som hun så ofte i sit indre havde håbet på. Og således tog hendes arbejde sin begyndelse i Det Teosofiske Samfund, hvor hun snart indtog en central position.
Annie Besant var en dynamisk ildsjæl ligesom Blavatsky, og hendes arbejde for retfærdighed tog nu udgangspunkt i visdomslæren og den voksende interesse for åndelige livsværdier, som optog flere og flere i begyndelsen af århundredet. Hun blev især kendt for sin ubetingede loyalitet overfor nære venner og overfor den teosofiske sag. I 1909 adopterede hun den indiske dreng Krishnamurti, der var blevet opdaget af Leadbeater. Krishnamurti skulle senere komme til at spille en både afgørende og overraskende rolle i det teosofiske miljø. Som elev af Blavatsky havde Besant gennemgået en optræning af højpsykiske evner, hvilket skulle få stor betydning for hendes forskningsmæssige indsats, især med kollegaen Charles Leadbeater. Sammen arbejdede de med at udforske de indre verdeners natur og fremlagde de talrige clairvoyante forskningsresultater i bøger, der den dag i dag er helt centrale teosofiske håndbøger.
Besant fremstod som en fortræffelig organisator og administrator og hun fremkaldte stor hengivenhed hos de mange tusinde teosoffer verden over. Hun var også aktiv i etableringen af Fællesfrimureriet og i 1908, kun et halvt år efter sit valg som præsident, grundlagde hun The Theosophical Order of Service (Den Teosofiske Tjenesteorden) ud fra den grundholdning at "teosofien må gøres praktisk" og der må skabes "en forening af alle der elsker, i tjeneste for alle der lider". Hun var aktiv i hjælpen med at skabe Liberal Katolsk Kirkes liturgi, arbejdede dynamisk indenfor Stjernens Orden og hun nåede at skrive mere end 100 større og mindre bøger og holde et utal af foredrag. Som 70årig gik hun i 1917 aktivt ind i indisk politik og blev valgt som præsident for den indiske nationalkongres. Skal man afsluttende karakterisere Besants indsats, da kan det passende være med en af hendes egne udtalelser om betydningen af tjeneste. I 1908 sagde hun: "Du kan ikke være en sand studerende i guddommelig visdom, med mindre du er aktivt involveret i det guddommelige livs tjeneste. Der, hvor der findes nød, lidelse, uvidenhed, strid og grusomhed, der må vi finde de mest oprigtige medlemmer af vort Teosofiske Samfund".
Blandt Besants mest kendte og læste bøger, indtager The Ancient Wisdom, Bevidstheden og dens udvikling og de mange bøger om religionernes indre enhed fremtrædende pladser. (Anbefalet biografi: Annie Besant: An autobiography, The Theosophical Publishing House, Adyar, 1984. ISBN: 0-8356-7568-8.)
Charles Webster Leadbeater (1853-1934)
Charles Leadbeater blev født den 16. februar 1853 i Stockport, Chesire, i England. Hans far var kasserer og bogholder for en togentreprenør og moderen var datter af en revisor. Charles voksede således op i en almindelig engelsk middelklassefamilie. Han var enebarn og i barndommen flyttede familien sydpå. Faderen døde i London allerede i 1862, kun 37 år gammel. Dødsårsagen var tuberkulose. Som ung fik Charles nu arbejde som kontorist i Williams Deacon Bank og kunne ikke gå på universitetet på grund af de økonomiske problemer familien i en periode havde. Han arbejdede også i All Saints Church på Margaret Street i London. Han fik hjælp af sin onkel, som var præst, da han endelig besluttede sig for at blive uddannet til præst.
Herfra tog tingene nu en ny kurs. Han blev ordineret til diakon i 1878 i Bramshott, Hampshire, og blev præsteordineret den 21. december 1879, hvorefter han flyttede til Liphook med sin mor. Her i området - nærmere betegnet Bramshott - påbegyndte han præstegerningen som lokal sognepræst. I sit sognearbejde havde han især en forkærlighed for unge mennesker. Han engagerede dem i forskellige interesseområder: Musik, læsning, svømning, cricket, ornitologi, astronomi, matematik, naturudflugter i New Forest og sidst - men ikke mindst - psykisk forskning.
Sidstnævnte interesse lå ganske vist udenfor den gængse sognepleje, men det bekymrede ikke Leadbeater. Han inviterede unge mennesker hjem til sig og tog dem med til London for at overvære seancer med det berømte medie, William Eglington, og andre spiritister. Leadbeaters store interesse for psykologiske emner gjorde ham på ingen måde til en særling eller outsider, for hans meget enkle livsindstilling og ligefremme væsen havde en afvæbnende virkning. Via interessen for specielt psykiske fænomener kom han i kontakt med A. P. Sinnett, vicepræsidenten for Det Teosofiske Samfund på daværende tidspunkt. Han blev medlem i november 1883 i en alder af kun 29 år.
Det faldt ham nu helt naturligt at bryde op og indstille sin præstegerning, da hans mor var død to år forinden, og han ikke længere havde nære familiebånd. Snart fulgte han Blavatsky på en rejse til Indien og i Adyar blev han i 1885 samfundets korresponderende sekretær og i en periode redaktør af bladet The Theosophist. Det var også i efteråret 1885 at han modtog direkte vejledning fra en af de oplyste sjæle i optræning af højpsykiske evner. Det intense, men korte træningsforløb, varede 42 dage. Da var Leadbeater selv i stand til at fortsætte med udviklingen og brugen af clairvoyance og beslægtede former for højere sanseopfattelse.
Under sit fortsatte teosofiske arbejde foretog han buddhistiske uddannelsesopgaver på det daværende Ceylon (nu Sri Lanka) og etablerede et engelsk kollegium på øen. Han fik løbende mange opgaver som vejleder for unge teosoffer, deriblandt A. P. Sinnetts søn, singhaleseren C. Jinarajadasa og George Arundale, der begge senere blev verdenspræsidenter for Det Teosofiske Samfund. Leadbeater havde et ganske særligt talent for at se kvaliteter og muligheder i unge mennesker, hvilket forstærkedes af hans nu udviklede psykiske evner.
I de følgende år holdt han mange foredragsturneer og skrev en lang række bøger, der hører til blandt de mest læste teosofiske klassikere. Forfatterskabet strækker sig lige fra de kendte håndbøger som Astralplanet, Clairvoyance, Det synlige og usynlige menneske, Usynlige hjælpere og Chakraerne til omfattende specialværker, deriblandt Occult Chemistry, The Science of the Sacraments og Glimpses of Masonic History. De fleste værker er direkte baserede på Leadbeaters clairvoyante forskning, ofte i nært samarbejde med Annie Besant.
Leadbeaters teosofiske løbebane blev ikke uden vanskeligheder. I 1906 kom han til at stå i centrum af en kontrovers i Amerika. Rygtedannelser lod vide at han havde utilstedelig omgang med unge mennesker og han måtte i realiteten trække sig ud af Det Teosofiske Samfund i en periode. Han flyttede til Europa og fortsatte uanfægtet sin forskning med højere sanseopfattelse. I dag vides det at han blev offer for ganske snæversynede fordomme, fordi han havde han givet seksualvejledning til flere unge, der bad om hans hjælp. Det var almindelige råd, vi i dag ville betragte som naturlige.
Hans ensomme periode skulle vare omkring tre år. I 1909 inviterede Annie Besant ham til at genoptage sit medlemskab og bo i det teosofiske hovedkvarter i Adyar. Hun var blevet verdenspræsident efter Henry Steel Olcotts død og mente ikke at Leadbeater var skyld i andet end fremsynethed. Han flyttede til det teosofiske hovedkvarter og det samme år opdagede han på en af sine gåture langs stranden en forkølet indisk dreng, der legede med sin bror. Drengen havde den reneste aura Leadbeater nogensinde havde set og han rapporterede sin opdagelse til Besant. Drengen var den meget unge Jiddu Krishnamurti, som på denne måde fra sin fattige ubemærkethed kom i søgelyset for manges opmærksomhed.
I 1914 flyttede Leadbeater til Sydney i Australien. Her boede han i de næste seksten år og indledte sin måske mest energiske livsperiode med undervisning, research, foredrag og teosofiske aktiviteter. I 1915 genoptog han via vennen James Wedgwood undersøgelser omkring kristendommens esoteriske side og blev medstifter af Liberal Katolsk Kirke. I juli 1916 blev han konsekreret til biskop i Sydney og blev senere kirkens anden præsiderende biskop. Arbejdet med research, studier og undervisning fortsatte gennem årene. Efter en europarejse i 1930 slog han sig i en alder af 76 år ned i Adyar for at undervise. Tidligt i 1934 rejste han ned for at genbesøge Sydney. Året forinden var hans nære ven og arbejdskollega, Annie Besant, død. På rejsen blev han selv syg. Han døde i Perth, Vestaustralien, den 1.marts 1934, 80 år gammel. Leadbeater var en af de betydeligste clairvoyante i det tyvende århundrede og hans bemærkelsesværdige indsats er stadig aktuel og relevant. Mange af hans bøger er fortsatte klassikere den dag i dag. (Anbefalet biografi: C. W. Leadbeater: How Theosophy came to me, The Theosophical Publishing House, Adyar, 1986. ISBN: 81-7059-013-2. og Hugh Shearman: Charles Webster Leadbeater - A Biography, The St. Alban Press, 1980. ISBN: 0-9082-32-02-0.)
Helena Ivanovna Roerich (1879-1955)
Helena Roerich er kendt som forfatteren og grundlæggeren af Agni Yoga Society, og som den der oversatte Blavatskys Den Hemmelige Lære tilbage til russisk, Blavatskys modersmål. Hun blev født den 12. februar 1879 i Skt. Petersborg, som datter af en kendt arkitekt og blandt andet i familie med den russiske komponist Mussorgsky. Allerede som syvårig kunne hun læse og skrive på tre sprog, og hun fattede hurtigt interesse for filosofi og litteratur. Efter gymnasiet fik hun intensiv undervisning i musik og var især talentfuld som pianist. I 1899 mødte hun maleren Nicholas Roerich og der opstod et nært venskab, som blev til ægteskab den 28. oktober 1901. Helena fødte deres første søn Yuri (Georg) i 1902 og den anden søn, Svetoslav, blev født i 1904. I 1916 flyttede familien til Finland på lægens anvisning, da Nicholas Roerich fik lungebetændelse, og efter den russiske revolution i 1917 var de derfor ikke i kontakt med Rusland. Deres rejser fortsatte rundt i Europa, hvor de blandt andet omkring 1918 besøgte London, Stockholm og København i forbindelse med Nicholas Roerichs udstillinger af sine billeder og hans grafiske scenehjælp til opførelse af russiske operaer. I 1920 flyttede de til USA i forbindelse med en kunstnerisk invitation. Der etablerede de i forbindelse med omfattende rejseaktivitet The Master Institute of United Arts, Roerich Museum og kunstcentret Corona Mundi.
I 1923 tog familien til Indien, som de længe havde været stærkt tiltrukket af, og i perioden 1925-1928 deltog Helena Roerich i en centralasiatisk ekspedition, som Nicholas Roerich var initiativtager til og leder af. Det førte dem til Sikkim, Kashmir, Altai, Mongoliet og Tibet. Mens de var i Mongoliet udkom Helena Roerichs bog The Foundations of Buddhism og i 1927 blev Community udgivet, en af de mange bøger i Living Ethics serien, som Helena helligede stor energi i årene fremover, under inspiration fra især den oplyste sjæl, Mester Morya. I 1928 slog familien sig ned i Kullu dalen i det vestlige Himalaya I 1929 blev hendes bog, On Eastern Crossroads, udgivet i Paris under pseudonymet J. Saint-Hilaire. Heri skrev hun om betydningen af de store verdenslærere, menneskehedens undervisere og fremhævede især Kristus og Buddha og Skt. Sergius af Radonesh, den russiske skytshelgen fra 1300tallet, grundlæggeren af det nordlige, russiske munkevæsen.
Helena Roerichs centrale indsats ligger i grundlæggelsen af Agni Yogaen, som Tibetaneren omtaler i Baileys skrifter, og som Roerich-ægteparret sammen synliggjorde med Agni Yoga Society i 1920 i New York. Agni Yoga handler ikke om fysiske discipliner og askese, men om at praktisere levende etik i hverdagen. Læren hviler på forståelsen af det åndelige hierarki og på kendsgerningen at det menneskelige hjerte er knyttet til hierarkiet i sin dybeste essens. Det er en levende etik, der tager udgangspunkt i at universet er et åndeligt, energetisk system, hvori mennesket har en nøglerolle. Alt hviler på kosmiske love og alt er gensidigt forbundet. Mennesket er ansvarligt for alt, hvad der udgår fra det, og menneskets tilstand, både fysisk og psykisk, påvirker direkte planetens velbefindende. Den Levende Etik kalder mennesker til at leve i pagt med de kosmiske love, udvide bevidstheden og fremme spirituel transformation i det daglige liv.
Kunst og kultur spiller en central rolle i både Nicholas og Helena Roerichs virke. Malerierne, arbejdet for kulturel fornyelse på åndelige og etiske værdier, blev styrket af Helena Roerichs omfattende korrespondance. Hendes værker opfattes især som inspirerede af Mester Morya, den samme mester, der stod bag Blavatsky, og som betragtes som den indre leder af verdens esoteriske skoler. Sproget er lyrisk, mantrisk, og værkerne er ikke skrevet med vanlig, akademisk struktur, men i form af nummererede aforismer.
Det er umuligt at vurdere Helena Roerich isoleret fra sin mand, maleren, kulturfornyeren og fredsforkæmperen Nicholas Roerich, med hvem hun dannede par i både åndelig og fysisk forstand. Roerichs fredspagt, hans Banner of Peace, bøger og ikke mindst 7000 fantastiske malerier er helt centrale elementer i parrets samlede virke. De centrale bøger, som parret skrev, var foruden de allerede nævnte Leaves of Morias Garden I og II, New Era Community, Infinity I og II, Hierarchy, Heart, Fiery World I-III, Aum, Brotherhood, Supermundame I-IV, og Letters of Helena Roerich I-II.
Helena oversatte Blavatskys Den Hemmelige Lære tilbage til Blavatskys modersmål, og udgav også oversatte dele af mahatma-brevene, så russiske læsere kunne blive fortrolige med Blavatskys og teosofiens hovedværk og tidlige indflydelse. Helena Roerich forlod Kullu dalen i 1948, kort efter Nicholas Roerichs død og slog sig ned i Kalimpong i det østlige Himalaya. Hun kom ikke tilbage til Rusland, hvilket hun i mange år forsøgte, og det er først mange år efter hendes død, at Nicholas og Nicholas Roerich nu endelig opfattes som vigtige repræsentanter for den russiske åndelige arv og kultur. Hun døde den 5. oktober 1955.
Alice Ann Bailey (1880-1949)
Alice Ann Bailey, født La Trope-Bateman, kom til verden den 16. juni 1880 i en velhavende, aristokratisk familie i Manchester, England. Hun havde en materielt set tryg og overbeskyttet, men meget ensom barndom, der var under påvirkning af en snæversynet kristendomsopfattelse. I 1895 havde hun imidlertid som 15årig en meget usædvanlig oplevelse, der for en stund bragte hende ud af vanens magt. En søndag formiddag trådte en høj, europæisk klædt mand med turban pludselig ind i dagligstuen, hvor hun sad, mens resten af familien var i kirke. Han fortalte hende om en fremtidig opgave hun ville få, til gavn for mange mennesker, hvis hun ville bringe orden i sit liv og arbejde med at opnå større selvforståelse. Manden forsvandt lige så pludseligt, som han kom.
Den ejendommelige hændelse førte til en indre holdningsændring, men hun lagde den med tiden i baggrunden, da hun ikke vidste hvordan hun skulle placere oplevelsen. Hendes livs ydre omstændigheder førte til at hun blev evangelist og udsendt blandt de britiske tropper i Irland. Hun var 22 år og havnet i en rolle, der ikke skyldtes indre drift men miljø og indflydelsesrige bekendte. Ikke desto mindre lærte hun mange ting i sin nye situation. Hun lavede mad til soldaterne og prædikede evangeliet gennem overvindelse af både skyhed og sceneskræk.
Senere blev hun sendt videre til Indien som evangelisk udsending og her udvidedes hendes arbejdsområder. Hun holdt omkring femten ugentlige evangeliemøder, skrev korrespondance, førte regnskaber og ledte betjeningen af 5-600 soldater i en café om aftenen. Om eftermiddagen hjalp hun på hospitalsstuerne. Men arbejdet sled på hende og i 1906 blev hun hjemsendt. Efter en længere periode med restitution blev hun gift med Walter Evans, en soldat hun var blevet forelsket i under sit ophold i Indien. Han blev snart præst i den episkopale kirke i Californien og sammen fik de tre piger. Men ægteskabet holdt ikke længe og Evans blev voldelig overfor hende. Han blev forflyttet til et andet sogn, og selv flyttede hun ind i en treværelsesbolig med sine tre døtre. For at tjene til dagen og vejen måtte hun tage arbejde på en sardin-konservesfabrik, hvor hun pakkede dåser dagen lang. Undervejs i hele denne proces var hun ikke andet end en ganske almindelig pige, der prøvede lidt af hvert og fulgte livets omstændigheder. Hun refererer i sin ufuldendte selvbiografi til, at denne periode lærte hende meget om den almindelige tilværelse borte fra overklasselivets privilegier. Det var først i 1915 at hun mødte to engelske damer, der introducerede hende for H. P. Blavatsky og Den Hemmelige Lære.
Mødet med teosofien åbnede hendes indre længsler og åndelige talenter, og hun fik sat sit liv i et radikalt nyt perspektiv. I 1917 flyttede hun til Hollywood i Californien for at være nærmere Det Teosofiske Samfunds hovedkvarter i Krotona. Hun fik arbejde i samfundets vegetariske cafeteria og havde således fortsat til dagen og vejen. To år senere blev hendes skilsmisse tilendebragt og hun mødte sin fremtidige mand, Foster Bailey, en tidligere dommer, der nu helt helligede sig teosofien. Hendes tre piger fik nu også en afholdt stedfar og parret blev gift i New York i 1920.
Men allerede året forinden havde hendes åndelige opgave taget sin begyndelse. En dag, hvor hun havde sendt børnene i skole, gik hun ud på en bakke nær huset. Pludselig mens hun sad der, hørte hun lyden af musik og en stemme spurgte hende: "Der er nogle bøger, som man ønsker skrevet til offentligheden. Du kan skrive dem. Vil du det?" Efter en første afvisning af denne psykisk-oversanselige henvendelse indvilligede hun i at lade det komme på en prøve. Tre uger senere begyndte det monumentale forfatterskab, der senere blev kendt også under Tibetanerens navn.
Fra da af gik alt hurtigt og Alice Bailey begyndte for alvor på den indre træning, der er nødvendig til et så betydningsfuldt arbejde. I 1921 underviste hun et hold i Den Hemmelige Lære og forløbet blev en stor succes. Tidligere elever af Blavatsky støttede hendes arbejde trods voksende indre splittelser i Det Teosofiske Samfund og en stadig større uvilje mod hendes og Foster Baileys arbejde. De fortsatte med at være medlemmer af samfundet, men i 1923 grundlagde hun The Arcane School, som er en esoterisk træningsskole i meditation, studium og tjeneste. Arbejdet voksede, og bøger dikteret af Tibetaneren udkom år efter år. Verdensomspændende korrespondance blev en del af hendes hverdag, og i 1932 blev den internationale Goodwill-bevægelse påbegyndt. Allerede i 1939 var den udbredt i 19 lande og i 1937 tog de verdensomspændende triangelaktiviteter deres begyndelse.
I årene fra 1919 til sin død den 15. december 1949 skrev Alice Bailey 19 bøger for Tibetaneren og forfattede selv 4 andre samt sin ufuldendte selvbiografi. Den travle mor til tre piger udviklede sig til en discipel af verdensformat, der formidlede det esoteriske budskab til mange lande. De 12.000 sider er oversat til talrige sprog og det samlede arbejde når gennem organisationen, The Lucis Trust, i dag ud til mange, mange mennesker.
Anbefalet litteratur: Alice Ann Bailey: ”En ufuldendt selvbiografi”, Sankt Ansgars Forlag.
Geoffrey Hodson (1886-1983)
Geoffrey Hodson blev født den 12. marts 1886 i Wainfleet, Lincolnshire, i England. Hans familie var selvejerbønder og på grund af vekslende økonomiske kår måtte han forlade latinskolen som 15årig og søge ind i forretningslivet. Allerede som barn havde han en medfødt clairvoyant evne, der bragte ham ud i en konstant åndelig søgen. Han opsøgte blandt andet spiritistiske cirkler, men fandt ikke i længden tilfredsstillende svar på sine spørgsmål. I 1912 hørte han et foredrag af Annie Besant i Manchester. Oplevelsen gjorde så stort indtryk på ham at han tilsluttede sig Manchester City Logen i Det Teosofiske Samfund. Han var da 26 år.
Under første verdenskrig kom han i Hertugen af Lancasters kavalerikorps og senere i 1918 var han leder af et panserkorps under det store slag i Frankrig og Belgien. Efter krigen blev han indstillet til militærkorset. Den voldsomme spænding mellem pligtopfyldelse under krig og en psykisk sensitivitet af usædvanlig karakter, viste sig at blive en uvurderlig åndelig træning for ham. Det var særdeles voldsomme erfaringer at stå midt i krigens ragnarok med ansvaret for en samling underordnede, samtidig med at han havde udviklet højere sanseopfattelse. I mange måneder var hans faste hjem en kampvogn og med mellemrum havde han ekstraordinære psykiske oplevelser, deriblandt astralt besøg af sin bror Stanley, der netop var blevet dræbt i slaget ved Lens.
Efter krigen slog han sig ned i Preston med sin hustru, Jane, tilsluttede sig KFUMs sekretariat og arbejdede med rehabilitering af drenge fra institutioner. Samtidig intensiveredes hans arbejde med de højpsykiske evner. Sammen med Jane kørte han ud i det engelske landskab på motorcykel med sidevogn. Her studerede han de æteriske og astrale naturvæsener, der ofte kaldes naturånder. Jane stenograferede hans iagttagelser og resultaterne udkom i flere bøger. I 1924 blev han under en ferie i Shepscombedalen i Gloustershire kontaktet i meditation af en engel, der indbød ham til et systematisk samarbejde. De efterfølgende år skrev han en række værker om engleriget, som er enestående af sin art, og samarbejdet varede næsten tres år.
Geoffrey Hodsons arbejde var af en usædvanlig vidtrækkende karakter. I en længere periode arbejdede han med clairvoyant sygdomsdiagnose og behandling i London. Han samarbejdede med læger i forbindelse med farvebehandling og psykosomatisk medicin, ligesom han i en lang årrække ledede en åndelig helbredelsesgruppe. Hans forskning omfattede emner indenfor så forskellige felter som embryologi, antropologi, geologi, psykologi, fysik og astronomi. I 1930erne studerede han forskellige indianerkulturer i forbindelse med en foredragsturne i Amerika, især puebloindianernes historie og arkæologiske fund fra mayaerne og aztekerne. Han arbejdede med specialstudier i musik og forbindelsen mellem farve, lyd og form.
Hans foredragsvirksomhed førte ham videre til Manila, Java, Singapore, Malaysia, Sri Lanka og Indien. I 1937 havde han et længere ophold i Cape Province i Sydafrika, hvor han blandt andet studerede bjergdevaer, de store landskabsengle, der præsiderer i den uforstyrrede natur. Han var på turneer rundt om i Europa og besøgte også Danmark i begyndelsen af 70erne.
Ved siden af sit esoteriske pionerarbejde formåede han at stifte og være præsident for New Zealands første vegetariske samfund. Han blev valgt til præsident for det samlede råd af New Zealands dyreværnsorganisationer og arbejdede gennem hele sit liv for at fremme tilblivelsen af et charter for dyrenes rettigheder. I perioden fra 1953-55 og i 1961 var han leder af Visdomsskolen i det teosofiske hovedkvarter i Adyar i Indien og han havde samarbejde og udveksling med atomfysikere, musikkyndige, palæontologer og andre eksperter, der afprøvede og anvendte hans højpsykiske evner. En gruppe forskere besluttede offentligt at stå ved deres anerkendelse af Hodson som åndsforsker og fremlagde eksempler på samarbejdet med ham og de resultater det havde affødt.
I sit samlede virke, der strakte sig til hans død som seksoghalvfemsårig i 1983, skrev Geoffrey Hodson omkring 40 teosofiske værker, hvoraf flere hører til blandt de mest læste i dag. Blandt de måske mest kendte hører: Gudernes Verden, firebindsværket The Hidden Wisdom in the Holy Bible, Basic Theosophy - The Living Wisdom og Kaldet til Det Høje.
(Anbefalet biografi: Light of the Sanctuary - The Occult Diary of Geoffrey Hodson, compiled by Sandra Hodson, The Theosophical Publishers, Inc., Manila, 1988. ISBN: 971-91132-0-0.)
Lucille Cedercrans (1921-1984)
Den samlede viden om Lucille Cedercrans og hendes personlige liv er sparsom og baserer sig på relativt få menneskers vidnesbyrd og erindringer. Hun blev født i Canada den 4. april 1921. Hun gik kun i skole i otte år, og alligevel lykkedes det hende som autodidakt i slutningen af 1960erne at undervise studerende på University of Michigans socialforskningsinstitut. Ifølge Gretchen Groth fra det buddhistiske Yeshe Nyingpo center i Denver (www.tersar.org/Denver.html), Colorado, var Lucille også leder af Educational Chance Team i byen Ann Arbor i Michigan, et projekt under University of Michigans socialforskningsinstitut (ISR), som handlede om at bringe ligestilling mellem de forskellige racer og køn i såkaldte K12-skoler (skoler fra 5-18 år).
Lucille udviklede et særligt studie- og meditationsmateriale, der præsenterede visdommen på en ny og tilgængelig måde for den vestlige verden. Dette kendes i dag som Nature of the Soul træningen, bestående af fyrre lektioner, som indeholder en lang række praktiske øvelser. Lucille underviste i dette materiale og dannede meditationsgrupper i USA. I 2007 blev den komplette udgivelse af hendes skrifter færdiggjort af Wisdom Impressions Publishers, og der tegner sig et billede at en ny impuls, som først nu for alvor er ved at brede sig.
Lucilles liv kom til at bestå af mange rejser og hun var vant til at fylde sine kufferter med kort varsel og tage til det nye sted, hvor hun skulle fortsætte med nye opgaver. Det travle rejseliv, og de pludselige skift undervejs, gjorde at mange data om hende er gået tabt. Hun ønskede helt bevidst ikke at danne nogen organisation, og det var en essentiel del af den nye tilgang til syvende stråle, som netop betoner det organiske og procesorienterede i alle livsprocesser. Ideen var at de involverede mennesker, som blev tiltrukket af impulsen, personligt kunne legemliggøre og udtrykke dem gennem deres eget liv, snarere end at en institution voksede frem som følge af deres bestræbelser. Arbejdet skulle vurderes på dets frugter og ikke på postulatet om kilden.
I perioden fra 1951 til 1963 ved man noget om, hvordan den nye visdomsimpuls udfoldede sig gennem Lucilles arbejde, og de grupper hun aktiverede. Hun udviklede træningsmaterialer, som hun projicerede, det vil sige formidlede under indtryk af en mester. Her var det især den mester, der kendes som Mester R., og i mindre omfang en Mester John og Tibetaneren, også kendt som Mester D. K. Der blev aktiveret grupper rundt om i USA, og projektet var dels en træning til gruppeindvielse og en forberedende manifestation af det, der er blevet kaldt synteseashrammen. Fundamentet for træningen er angivet i de tre værker The Nature of the Soul (oversat til dansk som Sjælens Natur), The Soul and Its Instrument og Creative Thinking. Ideen er, at man lærer at forstå materialerne ved at praktisere dem, i stedet for blot at studere dem. Øvelserne spiller derfor en central rolle. Bøgerne er ikke ”kanaliserede” i gængs forstand, og Lucille brugte ikke ordet kanalisering. Hun fungerede som station og var selv ansvarlig for de ord, som blev nedfældet. Principper og betydninger, præsenteret i abstrakte tankeformer, blev formgivet af Lucille efter bedste evne. Hun modtog ikke ord eller sætninger, men betydninger, ideer, abstrakte begreber. Nedfældningen er derfor en overførsel af betydning, som bringes fra et non-verbalt, kausalt niveau, til et konkret, mentalt niveau. Træningen af de involverede grupper blev holdt decentraliseret. Bogen Ashramic Projections fortæller lidt om denne særlige gruppetræning, der involverer en forståelse af de tre primære stråler: Første stråle (gruppelederens energi), anden stråle (gruppevogterne, der manifesterer den sammenhængende hjerteenergi) og tredje stråle (gruppens PR-fokus, som handler om arbejdets relevans til omverdenen) – alt sammen centreret omkring gruppens kerne eller syntesecenter. Mindst fire gruppecentre blev oprettet: 1) En kronecentergruppe i Washington DC, 2) en halscentergruppe i Spokane, Washington, 3) en hjertecentergruppe i Long Beach, Californien og 4) en syntesegruppe i Estes Park, Colorado.
Undervisningen fokuserer stærkt på at det åndelige hierarki af oplyste mestre på de indre plan har etableret en ny ashram, den såkaldte synteseashram, som Tibetaneren angiveligt antydede i Alice A. Baileys værk The Externalization of the Hierarchy (p. 541). Ashrammen er et fokus for en ny visdomsproces, der er under Mester Morya’s (første stråle), Mester D.K.s (anden stråle) og Mester R’s (syvende stråle) særlige bevågenhed. Visdommen må præsenteres på en ny måde i overensstemmelse med syvende stråles tiltagende indflydelse ved overgangen til den nye, globale æra. Dette er ikke kun den tidløse visdom, men en ny præsentation gennem særligt belivede tankeformer. Der tales meget bevidst om ”den nye tankeformspræsentation af visdommen”. Visdommen må forankres gennem anvendelse, gennem livet som ritual. Det er ”bevidsthedens magi”, eller bevidsthedens forankringsevne, som er i fokus. Nature of the Soul er et sådant kursus i bevidsthedens praktiske magi. Studier og viden må i højere grad styrkes med aktivitet og anvendelse, end det tidligere har været forstået.
Det er bemærkelsesværdigt at Lucille Cedercrans anerkendes i Nyingmapa-buddhistiske kredse som en højt respekteret, selvlærd meditationslærer, der allerede i tyverne nåede frem til avancerede bevidsthedstilstande, som hun selv forbandt med den Trans-Himalayiske visdom og Asien. Selvom hun ikke fra begyndelsen af fik direkte træning i buddhistisk praksis, så opnåede hun i 1970erne stor anerkendelse, efter at hun i 1973 fik kontakt med tibetanske buddhister i Nordamerika. Linjelederen af den tibetansk buddhistiske Nyingmapa Orden, Hans Hellighed Dudjom Rinpoche, anerkendte hende som selvlærd mester i meditation. Han trænede hende og gav hende personlig tilladelse til at undervise og grundlægge buddhistiske centre. Hun spillede således en central rolle i grundlæggelsen af flere buddhistiske centre, som fx Nyingma Institute i Colorado og Rocky Mountain Meditationscenter i Boulder, Colorado. I 1978 blev hun åndelig leder for Udiyan Maitreya Kosha Center, som var grundlagt af Dudjom Rinpoche. Centret hedder i dag Yeshe Nyingpo Denver og er under ledelse af Shenpen Dawa Rinpoche.
Lucille Cedercrans døde den 21. juni 1984 i Denver, Colorado, omgivet af sine studerende. Det siges fra buddhistisk kilde, at selvom det var en klar og solrig dag, så hørtes en pludselig og skarp torden i området, netop da hun døde. Der eksisterer kun to kendte fotos af hende, hvoraf det ene er angivet her foroven. Wisdom Impressions Publishers (www.wisdomimpressions.com) og Glen W. Knape (www.gknape.com) er solide kilder, hvis man vil sætte sig dybere ind i denne vigtige visdomsimpuls.
