FAQ
Er Center for Levende Visdom teosofisk?
Ja, i ordets egentlige betydning, men ikke i form af organisatoriske tilhørsforhold. Teosofi betyder ”åndelig visdom” (direkte ”guddommelig visdom”) og denne betegnelse er et af de udtryk, som benyttes om den esoteriske psykologi og filosofi. Af andre betegnelser, som vedrører samme område, kan nævnes brahma vidya, hermetik, gnosis og sufi alle viser hen til en dybere forståelse af menneskets og universets åndelige og bevidsthedsmæssige natur.
Hed centret tidligere Teosofisk Forening Århus?
Ja, det var centrets navn i perioden 1993-2007. Navneskiftet skyldes ikke at centret har ændret sin identitet eller forståelsen af rødderne, men udelukkende at de konkrete samarbejdspartnere ikke var at finde indenfor den verdensomspændende, teosofiske bevægelse (The Theosophical Society Adyar, The Theosophical Society Pasadena og United Lodge of Theosophists), men derimod indenfor et vidt forgrenet netværk af esoteriske grupper verden over, som har deres rødder i teosofien, og som inkluderer den esoteriske lære fra kilder som Helena Roerich, Lucille Cedercrans og især Alice A. Bailey.
Hvad betyder ordene esoterisk og teosofi?
Teosofi betyder åndelig visdom. Ordet er græsk og er en sammensat helhed, bestående af to ord. Det første ord, "theos", betyder Gud og refererer til det guddommelige eller det åndelige. Det andet ord er "sophia", som betyder visdom eller indsigt. Ofte bruger man også ordet "esoterisk", der ligeledes er græsk og betyder "indre" eller "bagvedliggende", modsat "eksoterisk", der betyder ydre. (For en uddybende forklaring om esoterisk, se da det øverste vandrette menupunkt: ”Hvad betyder esoterisk?”) Teosofi er åndelig visdom, hvor som helst og når som helst den kommer til udtryk. Teosofi er esoterisk livsforståelse, dvs. erkendelse af de indre eller bagvedliggende kræfter og energier, som påvirker og betinger alle ydre begivenheder og hændelser.
Er centret en del af en større organisation?
Nej, centret er en suverænt selvstændig enhed i både juridisk og organisatorisk forstand. Der er ingen afhængighedsmæssige forhold og centrets udvikling og beslutninger tages af dets medlemmer.
Skal man tro på noget bestemt for at være medlem?
Nej, der er fuldstændig tros-, tanke- og talefrihed i centret.
Afkræves man noget ved medlemskab?
Nej, der kræves udelukkende at man kan stå fuldt inde for centrets formål og generelle aktiviteter. Centret er ikke et trossamfund og det tages for givet at medlemmer såvel som øvrige interesserede, der kommer i centret, har en selvstændig og moden stillingtagen til alt, hvad der vedrører den esoteriske lære, og at man bestræber sig på at leve visdommen i sin hverdag i overensstemmelse med sin egen natur.
Kan man deltage i centrets aktiviteter uden at være medlem?
Alle aktiviteter, på nær de tydeligt angivne medlemsmøder, medarbejdermøderne og den årlige generalforsamling, er åbne for enhver interesseret.
Hvad betyder det at centret er en almennyttig forening?
Det betyder i praksis at centret støtter almennyttige formål, som centrets medarbejdere finder er i overensstemmelse med centrets formål, og som vi derfor støtter økonomisk eller på anden måde.
Støtter Centret bestemte ting?
Ja, centret støtter interreligiøse bestræbelser. Se under menupunktet ”Samarbejde” for at få nærmere oplysninger.
Er esoterisk visdom en religion?
Nej. Nej. Esoterisk livsforståelse er en filosofisk og psykologisk tilgang til tilværelsen, hvor det helt overlades til den enkelte at praktisere visdommen uafhængigt af særlige dogmer, præsteskaber, menighedsdannelser, ritualer og autoriteter. Den esoteriske spiritualitet har ingen dogmer som pålægges, ingen kultus som forventes udført, og intet lederskab, som skal følges. Det står enhver helt frit at følge sin egen samvittighed og sans for, hvad der er det sande og rigtige.
Har centret en politisk holdning?
Centret har ingen partipolitiske holdninger. Den esoteriske lære er apolitisk og Center for Levende Visdom er uafhængig af enhver politisk, religiøs eller samfundsmæssig organisation eller institution. Esoterik kan ikke begrænses til politiske eller religiøse ideologier og centret udtrykker ikke sympatier eller antipatier overfor særlige partiprogrammer. Men den esoteriske livsforståelse kan ikke undgå at berøre den politiske virkelighed, fordi dens etik må udtrykke sig i positiv harmløshed, aktiv medfølelse og god vilje i handling, ligesom en esoterisk livsindstilling altid vil rette sig mod menneskehedens enhed og ærbødighed for alt levende.
Center for Levende Visdom
overlader det suverænt til de enkelte medlemmer, og til dem der i øvrigt kommer i centret, at omsætte denne bevidsthedsform til praksis ved at følge den individuelle skelneevne og samvittighed.
Har centret et forhold til etik?
Ja, i allerhøjeste grad. Etik er fundamentet for enhver form for ægte spiritualitet, og her er især sandhed og kærlighed helt afgørende. At praktisere sandhed og kærlighed vil sige at blive et levende udtryk for sandhed og kærlighed. Man kan sige at sandhed begynder med ærlighed og kærlighed begynder med god vilje. Derfor: Vær ærlig og hav velvilje. Esoterisk visdom er forbundet med den højeste etik i alle spirituelle, metafysiske og menneskelige sammenhænge og formuleres derfor forskelligt, alt efter temperament og baggrund. Denne beskrivelse er derfor kun et kortfattet eksempel på hvordan det kan udtrykkes.
Er den esoteriske lære et spørgsmål om tro eller viden?
Langt størstedelen af den esoteriske lære er i begyndelsen et trosspørgsmål, også selvom det i høj grad tiltaler fornuften. Efterhånden vil perspektiver, som på et tidligere tidspunkt var tro, kunne verificeres af den direkte erfaring og derfor omsættes til viden. Eksempelvis vil troen på at der findes auraer eller engle kunne afløses af direkte viden og førstehåndserfaring. Men troen kan også være baseret på mange fornuftsgrunde, eksempelvis at mange andre mennesker beretter om det ud fra direkte erfaringer. Troen vil altid gå foran og viden vil følge efter. En esoterisk tilgang til tilværelsen kan aldrig være et rent spørgsmål om blind tro, men derimod om at tro på noget, som ikke nødvendigvis er i strid med fornuften og slet ikke i strid med direkte erfaring. Man kan også sige at troen er den åbenhed og villighed til accept, som muliggør at der kan opstå ny viden og indsigt.
Den esoteriske lære omtales undertiden som åndsvidenskab. Hvad betyder det?
De mange esoteriske perspektiver er baseret på meditative indsigter og på åndsforskning. De meditative indsigter kommer af direkte erfaringer i transcendente bevidsthedstilstande, hvor livets enhed er en realitet og hvor det erfares at guddommeligheden gennemtrænger alt. Det er også muligt at udvikle højere sansemuligheder på andre bevidsthedsplan end det fysiske. Disse kaldes undertiden for psykiske evner eller sanser (eller E.S.P., af Extra Sensory Perception) og kan systematisk optrænes gennem metodisk disciplin. Når højpsykiske evner anvendes til at udforske valgte emner med, kaldes det for åndsforskning. Mange af de esoteriske påstande kan ikke bevises eller modbevises på nuværende tidspunkt, men der må principielt stilles de samme krav til åndsforskere som til andre forskere. Det betyder fx at flere uafhængige forskere må være i stand til at komme frem til de samme resultater, ligesom eksperimenter må kunne gentages. I fremtiden vil vi derfor kunne imødese et nært samarbejde mellem traditionelle forskere og åndsforskere.
Udvikler man psykiske evner i Center for Levende Visdom?
Nej. Centret beskæftiger sig med spirituel vækst, og lægger sin vægt på dette område. Psykiske sanser er sekundære bivirkninger ved spirituel udvikling og det er ikke centrets opgave at fokusere på dette. Men den esoteriske lære giver særdeles gode forklaringer på, hvad psykiske sanser er, og centret betragter sanserne som et naturligt fænomen og som redskaber, der udelukkende bør anvendes i kærlig, selvforglemmende tjeneste for andre levende væsener.
Den esoteriske lære taler om en ny tidsalders fødsel og skabelsen af en ny verdensorden. Hvad menes der med det?
Tanken om tidsaldre drejer sig om at menneskeheden gennemgår forskellige udviklingsmæssige processer i tidsepoker, hvor bestemte kvaliteter og kræfter er i udfoldelse. Disse indflydelser kommer dels fra dybet af menneskets egen natur og i kraft af kosmiske indstrålinger fra stjernetegn og planeter i vores nærkosmos (heraf astrologiens berettigelse, da den er videnskaben om energiernes samspil). Et eksempel på en sådan tidsepoke er de sidste 2000 år, hvor alt levende på planeten har været præget af stjernetegnet fiskenes kvaliteter, som har sat religiøsiteten, inderligheden og idealismen i centrum. Dette præg afløses nu gradvist af vandbærerens kvaliteter, der i langt højere grad fremmer videnskaben, tankesindet og den praktiske kunnen. Vi står med andre ord i et skift af globale dimensioner. Alle naturens riger påvirkes ved overgangen fra en tidsalder til en anden, og det griber ind i alle forhold på alle niveauer. Dette betyder også at dagsordenen for en ny verdensorden er sat. Denne nye verdensorden vil i dybeste forstand blive indbegrebet af humanitet, respekt for livets hellighed, kulturel mangfoldighed, universel spiritualitet og verdensborgerskab.
Den esoteriske lære taler om Kristi genkomst, men er dette ikke et kristent anliggende?
De esoteriske kilder opfatter Kristus som den Verdenslærer, der ved begyndelsen af enhver ny tidsalder manifesterer sig på ny for at inspirere og hjælpe menneskeheden til at tage de næste skridt i bevidsthedens udvikling. Hinduerne venter på Vishnus genkomst. Buddhisterne omtaler Bodhisattva Maitreys, som kommer efter Buddha. Zarathustrierne henviser til den kommende Saoshyant. Muslimerne taler om at Imam Al Mahdi skal efterfølge Muhammad. Den esoteriske lære peger på at disse forskellige traditioner taler om det samme, men ud fra forskellige vinkler. Kristi genkomst er således et kristent udtryk for denne universelle begivenhed, som vil finde sted i den nye tidsalders begyndelse.